Det er ikke kun hunde, vi er glade for. I starten var Bo dog ikke særligt begejstret for katte, men efter, at denne bamsede sofamis, Liv har kastet al sin ubetingede kærlighed til Bo, har også han overgivet sig. Det tog dog over 2 år før hun faldt til blandt os og hundene (var adopteret fra Hjørring)
Udover Liv, som nu er 5 år, har vi også den lille spastiske hunkat, Chili, som er 3½ år og vores lille baby, da hun er en meget lille hunkat. Hun er Mossgaards helt store musejæger og nyder markerne omkring Mossgaard, som hun er hendes jagtdomæne. Tit står hun og skuer og sine marker, og er virkelig i sit es, når hun løber over markerne, medens hun holder øje med en musesteg.
Efter, at vores 12-årige hankat døde i efteråret er Liv blevet kattedroning på Mossgaard, eller rettere vil gerne være det. Men Chili og hun kæmper dog alligevel om pladsen indimellem med hårtotter flyvende omkring dem og høje brummen. Men ligeså tit som de slås kan de lege hyggeligt med hinanden, hvor de på skift render efter hinanden.
Selvom Chili er spastisk i sine ben af og til, især når hun løber, er hun fuldstændigt frygtløs i sin klatren og springen rundt i træerne og på bjælkerne højt oppe i hestestalden. Så vores bekymringer om, at hun skulle være mindre adræt gøres helt til skamme. Der er slet ingen grund til at bekymre sig mest om hende.
Som alle andre katte elsker Liv små steder, hvor hun kan putte sig. Om det samtidigt også er for at få hundene på afstand, kan det også sagtens være, da 3 labrador let kan løbe en kat over ende, hvis man står i vejen. Men hun er nu også den af kattene, der er mest inde. I starten, da vi havde hende, kunne hun være væk i 2 dage, men det er hun aldrig mere. Et tegn på, at hun er rigtig glad for os.
Chili nyder også hygge indenfor, men vil helst ikke aes for meget, og lægger sig som regel et sted, hvor vi ikke kan nusse hende så meget. Hun indbyder ellers meget til det…:) Men som regel er hun SÅ træt, når hun endelig er inde, kan næsten ikke holde øjnene åbne, at hun bare vil sove 5-6 timer uden forstyrrelser. Derfor er hun tit inde om natten, hvor hun ved, at vi ikke vil “pille” ved hende.
Solnydelse er også noget kattene nyder i fulde drag, og vi må være hurtige, hvis vi også skal tilegne os en solstol. De som os mennesker elsker sommertiden, hvor dørene står åbne dagen lang. Når vi nusser i haven følger kattene med rundt, og synes det er så dejligt, at vi også er ude.
Ingen kat som Chili indtager sovestillinger, som hun. Sidder tit op og sover med ryggen lænet op imod sofaen. Ligger aldrig som en almindelig kat. Hendes vejrtrækning er meget hurtigt, når hun sover, så vi af og til kan frygte, at hendes hjerte bliver slidt op før tid. Men hvis det gør, har hun haft et fantastisk katteliv og brugt det fuldt ud.
Endnu et sovebillede. Denne gang Chili og Sebastian. Her er han lige kommet hjem efter at have været væk i 16 dage, kun 14 dage efter vi flyttede til Mossgaard, så han kendte knapt nok området. Tynd og sulten kæmpede han sig tilbage til gården. Hvor han havde været ved vi ikke, men han flyttede sig ikke fra sofaen i 14 dage og turde kun lige gå uden for døren for at tisse og så hurtigt ind igen.
Vi mistede desværre Sebastian til kræften i 2014, og han er stadig meget meget savnet, da han var en meget social og snakkende kat. Æret være hans minde.