Warning: Parameter 1 to multibyte_patch::wplink_js() expected to be a reference, value given in /var/www/mossgaard.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 571

Warning: Parameter 1 to multibyte_patch::word_count_js() expected to be a reference, value given in /var/www/mossgaard.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 571

Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/mossgaard.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 571

Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/mossgaard.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 571
Sundhedslink | Mossgaard.dk – Vi elsker hunde

Sundhedslink

Forskning viser : Færre vaccinationer til hunde 

Efter at forskningsresultater fra den uvildige komité WSAVA (World Small Animal Veterinary Association) har vist, at det kun er nødvendigt at vaccinere hunde for de tre ‘kernesygdomme’, dvs. hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse, 2-3 gange i hundens levetid, vil Den Danske Dyrlægeforening ændre praksis, når det kommer til vaccinationer mod disse tre sygdomme. Karina Ryborg, formand for sektion for hund, kat og smådyr i Den Danske Dyrlægeforening , fortæller til dr.dk; ”Vi vil for fremtiden anbefale vores medlemmer kun at vaccinere hunde to-tre gange i deres liv for de såkaldte kernevacciner”.

2 vaccinationer mod hunden kernesygdomme er nok 

Forskningsresultaterne fra WSAVA viste, at 98 % af alle hunde, vil være beskyttet resten af livet, såfremt de vaccineres én gang som hvalpe og én gang når de er 1 år. Læs mere her Karina Ryborg forklarer videre; ”Vi har været i dialog med forskerne bag resultaterne, og vi er overbeviste om, at resultaterne holder. Derfor går vi nu ud og anbefaler vores medlemmer at ændre praktisk, så de følger de nye retningslinjer”.

Penge at spare på dyrelægeregningerne 

Tidligere har anbefalingerne til dyrlægerne været, at de skulle vaccinere mod de tre såkaldte ’kernesygdomme’ mindst hver 3. år, men en del dyrlæger har vaccineret hvert år for at være på den helt sikre side. ”Vi har fulgt de anbefalinger, som producenterne af vaccinerne er kommet med, og har handlet i god tro”, siger Karina Ryborg fra Den Dansk Dyrlægeforening til dr.dk. De nye anbefalinger fra Den Dansk Dyrlægeforening tager i øvrigt kun stilling til de tre kernesygdomme, ikke til andre hundesygdomme som rabies og leptospirose.

Ordforklaring

Ordforklaring indenfor sundhed for labrador

Hvad er CNM ?

Centronuclear Myopati kaldes også Hereditary myopathy of the Labrador retriever eller Labrador retriever myophathy, og der findes en tilsvarende type hos mennesker. De klassiske symptomer er, at hvalpen ved ca. 2-5 måneders alderen, taber sig i vægt, og bliver stiv i sine bevægelser. Hvalpen tåler ikke motion og bliver muskelsvag. Musklerne udvikles ikke normalt, og ofte får hvalpen vækstproblemer. Ofte stabiliserer sygdommen sig ved et års alderen. Hos den voksne hund ses en unormal rygskydende kropsstilling og korte stive bevægelser. Med tiden får nogle hunde problemer med vejrtrækningen og/eller synsproblemer. Arvegangen er autosomal recessiv, præcis som vi kender det fra lidelser som PRA og EIC. Sygdommen er medfødt og kan ikke helbredes. De fleste hunde med CNM må aflives i en tidlig alder. Det forekommer at visse Labrador har ganske milde symptomer og kan leve med sygdommen en tid, men det er sjældent. Informationer om sygdommen findes i begrænset omfang på dansk – se links nederst på siden. Information om sygdommen på engelsk findes på The Alfort Schools hjemmeside www.cnmlabrador.com Hvordan undersøges for CNM? Sygdommen diagnosticeres ved en DNA test. Gentesten foretages enten hos Laboklin i Tyskland eller Alfort School i Frankrig. Blodprøven udtages hos dyrlægen. Hvorfor undersøge for CNM? CNM er en arvelig og – som det fremgår ovenfor – stærkt invaliderende lidelse, som oftest fører til aflivning af hunden i en ung alder. Der er p.t. ingen avlsrestriktion vedrørende CNM, men jo flere hunde der undersøges for denne lidelse, desto bedre muligheder har Raceledelsen for at danne sig et overblik over udbredelsen inden for racen og avlsrådgive fornuftigt.

Hvad er EIC ?

Exercise Induced Collapse hos Labrador Retriever. EIC er beskrevet som et sygdomskompleks som hos nogle hunde kan medføre trænings intolerans og kollaps. Disse hunde kan tolerere mild til moderat arbejdsbelastning, men efter 5 til 20 minutters anstrengende arbejde med ekstrem ”belastning” indtræder svaghed efterfulgt af kollaps. Nogle af disse hunde kollaberer hver gang de arbejder til denne grænse – andre kollaberer kun af og til. En stor del af de hunde som genetisk set har EIC udviser ikke symptomer på sygdommen og laver ikke disse kollaps. Man har pt. ikke viden om hvorfor de fleste hunde med den genetiske defekt ikke udviser symptomer og hvorfor nogle hunde gør. EIC er en arvelig tilstand, hvor forskere på University of Minnesota har identificeret årsagen som en recessiv mutation i genet for dynamin-1, der spiller en rolle i overførslen af beskeder i det centrale nervesystem. Hvordan undersøges for EIC? Hunden undersøges ved at dyrlægen tager en blodprøve til en DNA-test. Men inden en hund kan blodprøves for EIC, skal ejeren (eller dyrlægen) på www.hundeweb.dk købe og udskrive en rekvisition. På rekvisitionen er angivet et sagsnummer, som dyrlægen skal angiver på blodprøven. Det er således ikke muligt at optage blodprøve, før der er købt en rekvisition. Dyrlægen skal sikre hundens identitet ved at aflæse hundens ID-nummer (tatovering eller chip) på hunden og bekræfte det aflæste nummer på rekvisitionen. Hundeejeren skal læse rekvisitionen og sikre sig, at den er udfyldt korrekt, før han eller hun underskriver den. Herefter indsender dyrlægen Blodprøven til laboklin og når resultatet sendes retur til dyrlægen, påføres det EIC-rekvisitionen til DKK. EIC undersøges som en DNA-test, der kan adskille undersøgte Labradorer i 3 grupper: Affektede (to recessive gener), Bærere (ét recessivt gen og ét dominant/normalt gen) samt Frie (to normale gener). En sådan DNA-undersøgelse kan også bruges til at adskille EIC-tilfælde fra andre lidelser, der kan forårsage kollaps. I 2009 indledte Raceledelsen et samarbejde med Dansk Kennel Klub, der ydet bidrag til udarbejdelsen af en Ph.D., i samarbejde med LIFE (tidl. Landbohøjskolen) Afdelingen for Genetik/v. professor Merete Fredholm, for at udrede hvor udbredt sygdomsgenet er hos danske Labrador. I august 2009 udtog vi ca. 100 labrador til blodprøve for EIC. Raceledelsen var bekendt med tilfælde af EIC og bærere heraf i den danske labrador-population. Hvorfor undersøge for EIC? EIC er en arvelig lidelse som kan påvirke hundens livskvalitet i negativ retning. Der er p.t. ingen avlsrestriktion vedrørende EIC, men jo flere hunde der undersøges for denne lidelse, desto bedre muligheder har Raceledelsen for at danne sig et overblik over udbredelsen inden for racen og for avlsrådgive fornuftigt.

Hvad er PRA ?

PRA er en forkortelse og udtales som de tre bogstaver enkeltvis P R A. Det er en forkortelse for Progressiv Retinal Atrofi, hvilket er en gruppe øjensygdomme, som forårsager blindhed hos hunde. Flere forskellige typer af PRA er identificeret, og sygdommen er beskrevet hos mere end 100 hunde racer. Debutalderen, nedarvningsmønstret og den genetiske baggrund adskiller sig for de forskellige typer PRA, men fælles for PRA typerne er at de forårsager fremadskridende (progressiv) nedbrydning/svind (Atrofi) af nethinden (Retina) og er arvelige. PRA hos Labrador Retriever Den type PRA der oftest rammer Labrador racen kaldes prcd-PRA. Prcd står for ”Progressiv Rod-Cone Degeneration”, som oversat betyder ”fremadskridende forstyrrelse/nedbrydning af nethindens tappe og stave”. Først nedbrydes stavene, hvilket forstyrrer evnen til at se i mørke, kaldes også natteblindhed. Senere nedbrydes også nethindens tappe, som anvendes til at se i dagslys. De fleste hunde som får sygdommen PRA, bliver på sigt helt blinde. Nedarvning Hos alle racer der i dag er identificeret med prcd-PRA, inklusive Labrador, er nedarvningen autosomal recessiv. Det betyder at en hund med PRA, bærer to kopier af det defekte gen, et fra sin mor og et fra sin far. En hund der har et rask gen og et defekt gen viser ingen symptomer på sygdommen, men er rask bærer af sygdomsanlægget, og kan vidergive sygdomsanlægget/genet til sit afkom. PRA ses i samme udstrækning hos hanner som hos tæver. DNA-test for PRA Det er muligt at DNA teste Labrador for prcd-PRA. Dette kan gøres hos det amerikanske institut Optigen eller hos det tyske laboratorie Laboklin via egen dyrlæge. Der er indledt et samarbejde med Dansk Kennel Klub, således at DKK får besked om resultatet på alle Labrador der testes for PRA. DNA-test fra andre institutter end Optigen og Laboklin kan ikke registreres i DKK og er dermed ikke gyldige. Øjenundersøgelse Inden en hund kan øjenundersøges, skal ejeren på www.hundeweb.dk købe og udskrive en rekvisition. På rekvisitionen er angevet et sagsnummer/stregkode. Det er således ikke muligt at foretage en gyldig øjenundersøgelse, før der er købt en rekvisition.Om gentest

Gentest

er de seneste år blevet et meget brugt redskab i den danske hundeavl. I det følgende vil teorien omkring gentest blive ridset op og raceledelsen og sundhedsudvalgets anbefalinger vedrørende brugen af gentest i avlen gennemgået. Gentest kan bruges til at identificere arvelige sygdomme, hvor et præcist gen for den enkelte sygdom/defekt/egenskab er blevet kortlagt og hvor nedarvningen af sygdommen er kendt og har et simpelt nedarvningsmønster. I det følgende vil ordet sygdom blive brugt, men det er vigtig at gøre sig klart at en gentest ikke nødvendigvis er for at finde sygdomme, det kan lige så vel være en udseendesmæssig egenskab man tester for, f.eks. brun eller gul pelsfarve. De fleste sygdomme eller egenskaber vi tester for har det der kaldes en simpel vigende nedarvning. Dette vil sige at det ”raske” gen dominerer over det ”syge” gen. Alle individer har 2 gener for enhver egenskab. Ved en simpel vigende nedarvning kræves det derfor 2 ”syge” gener for at sygdommen/egenskaben kommer til udtryk. Hvis hunden har arvet et sygt og et raskt gen fra sine forældre vil hunden fremstå normal, idet det raske gen dominerer. Disse hunde kaldes raske bærere, idet hunden er fuldstændig normal, men blot bærer en ”sygt” gen. Det vil sige at uden en gentest kan man ikke skelne disse hunde fra hunde som har 2 ”raske” gener, for som sagt er en rask bærer akkurat lige så fysisk rask. Når vi snakker avl er det dog vigtigt at identificere de raske bærere. For at de sygdomme vi gentester for kan opstå skal en hund arve et sygt gen fra begge dens forældre og det kan ske hvis begge forældre er raske bærere. Derfor er gentestene vigtige. Det er den eneste måde at indentificere de raske bærere. Det næste vigtige er dog at bruge resultaterne af gentestene fornuftigt. Det er vigtigt at slå fast at bærere af et sygdomsgen er raske hunde og ikke bør udelukkes af avl fordi de bærer et ”sygt” gen. I avlen skal man bruge gentestene til at sørge for at mindst den ene forælderhund er fri for et givet sygdomsgen, men hvis blot den ene hund er fri, så betyder det intet at den anden hund bærer et sygdomsgen. Det vigtige er altid at sørge for IKKE at parre 2 hunde som bærer det samme sygdomsgen. Som eksempel kan man jo fint parre en hund som f.eks. bærer PRA og er fri for EIC og CNM med en hund som er fri for PRA og CNM, men som bærer EIC. Det vil give hvalpe som alle er klinisk raske for både PRA, EIC og CNM, men hvor halvdelen af hvalpene vil være raske bærere af PRA og/eller EIC. Det er også vigtigt at være opmærksom på at de sygdomme/defekter vi kan genteste for kun er en lille del af de egenskaber man bør være opmærksom på når man vælger at lave et kuld hvalpe. Fokus i avlen bør være på at lave hele harmoniske hvalpe og gentestene er kun en ganske lille del af dette.

Hvad er Hofteledsdysplas ?

HD står for hofteledsdysplasi. Det er en lidelse, hvor lårbenshovedet og hofteskålen ikke er tilpasset hinanden optimalt. Typiske symptomer er, at hunden har svært ved at rejse sig op, er slinger i bagkroppen og sætter sig hurtigt ned, når den ikke er i bevægelse. Arvegangen er polygenetisk dvs. at flere forskellige gener afgør, hvorvidt en hund er disponeret for at udvikle lidelsen. Hvis hunden er arveligt disponeret, har den stor risiko for at udvikle HD, især hvis den udsættes for negative miljøpåvirkninger som forkert fodring, overdreven motion eller hurtig vækst. Hvordan undersøges hunden for HD? Hunden undersøges ved at dyrlægen tager et røntgenbillede af hofteleddene. Men inden en hund kan røntgenfotograferes for HD, skal ejeren (eller dyrlægen) på www.hundeweb.dk købe og udskrive en rekvisition. På rekvisitionen er angivet et sagsnummer, som dyrlægen skal indfotografere på billedet. Det er således ikke muligt at optage gyldige billeder, før der er købt en rekvisition. Hunden undersøges ved at dyrlægen tager et røntgenbillede af hofteleddene. Hunden ligger på ryggen på et røntgenbord, mens billedet bliver taget. Der er krav om, at hunden skal være bedøvet eller have fået afslappende medicin (være sederet) under optagelsen med det formål at sikre tilstrækkelig afslapning af musklerne og dermed et så retvisende resultat som muligt. Dyrlægen skal skrive på HD-rekvisitionen, hvilken type sedation eller narkose, der har været anvendt ved optagelsen af billedet. Dyrlægen skal sikre hundens identitet ved at aflæse hundens ID-nummer (tatovering eller chip) på hunden og bekræfte det aflæste nummer på rekvisitionen. Hundeejeren skal læse rekvisitionen og sikre sig, at den er udfyldt korrekt, før han eller hun underskriver den. Herefter indsender dyrlægen røntgenbillederne og HD-rekvisitionen til stambogsførende hundeklub

Hvad er Albueledsdysplas ?

AD står for albueledsdysplasi. Dysplasi er en unormal udvikling af leddet. Unormal udvikling af albueleddet kan give anledning til udvikling af forskellige lidelser. Fælles for disse lidelser er, at de som følge af fejlbelastning af leddet forårsager udvikling af slidgigt. Ved slidgigt forstås en lidelse, hvor ledbrusken er mere eller mindre ødelagt, og hvor der rundt omkring i leddet er dannet nyt knoglevæv. Slidgigt kan være meget smertefuldt og kan begrænse leddets bevægelighed. AD er ligesom HD en multifaktoriel arvelig lidelse, hvor en hunds arvelige disposition sammen med de negative miljøbelastninger, som den eventuelt udsættes for, er afgørende for, om den udvikler slidgigt og i hvilken grad. Symptomerne starter typisk i 4 – 5 mdrs. alderen. De tidligste symptomer er stivhed i forbenene især efter hvile. Er begge albuer angrebne, kan symptomerne være svære at opdage. Gangen kan da være stiv, forpoterne drejet let udad, og albuerne holdes evt. tæt ind til brystkassen. Egentlig halthed opstår først senere i forbindelse med udvikling af slidgigten. Hvordan undersøges hunden for AD? Hunden undersøges ved at dyrlægen tager et røntgenbillede af begge albueled. Men inden en hund kan røntgenfotograferes for AD, skal ejeren (eller dyrlægen) på www.hundeweb.dk købe og udskrive en rekvisition. På rekvisitionen er angivet et sagsnummer, som dyrlægen skal indfotografere på billedet. Det er således ikke muligt at optage gyldige billeder, før der er købt rekvisition. Hunden ligger i sideleje på et røntgenbord, mens billederne bliver taget. Det anbefales, at hunden skal være bedøvet eller have fået afslappende medicin (være sederet) under optagelsen med det formål at sikre tilstrækkelig afslapning af musklerne og dermed et så retvisende resultat som muligt. Dyrlægen skal sikre hundens identitet ved at aflæse hundens ID-nummer (tatovering eller chip) på hunden og bekræfte det aflæste nummer på rekvisitionen. Hundeejeren skal læse rekvisitionen og sikre sig, at den er udfyldt korrekt, før han eller hun underskriver den. Herefter indsender dyrlægen røntgenbillederne og AD-rekvisitionen til stambogsførende hundeklub